Annonce

Annonce

Morten Messerschmidt ses i fronten af billedet til en konference om plantebaserede fødevarer i 2020

"Kan vi få udtaget lavbundsjorde, løse landbrugets problemer og samtidig lave grøn energi, er det oplagt," siger Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der er medlem af klima-, energi- og forsyningsudvalget. Arkivfoto: Henrik Hindby Koszyczarek

Flere partier kræver svar fra ministeren om udfordrende skatteregler

Skatteregler spænder ben for opsætning af solceller på lavbundsjord. Det modarbejder grøn omstilling, lyder kritikken.

Flere partier kræver nu, at skatteministeren ser på de skatteregler, der hindrer opsætning af solceller på lavbundsjorder. 

Det sker, efter at Landbrug & Fødevarer og energiselskabet Better Energy har påpeget, at reglerne lige nu spænder ben for at tage lavbundsjorder ud af drift og opstille solceller på dem.

Beskatningen af jord ændres nemlig, hvis der sættes solceller på den, da den så går fra at være produktionsjord til industrijord, hvoraf sidstnævnte beskattes højere. Det skriver AgriWatch.

“Vi skal bruge pengene til den grønne omstilling, der hvor vi får mest for dem. Kan vi få udtaget lavbundsjorde, løse landbrugets problemer og samtidig lave grøn energi, er det oplagt. Derfor har jeg også spurgt skatteministeren til området, men han var skeptisk,” siger Morten Messerschmidt, politisk næstformand i Dansk Folkeparti og medlem af klima-, energi- og forsyningsudvalget, til AgriWatch.

Energi- og forsyningsordfører Ruben Kidde fra Radikale Venstre udviser ligesom Morten Messerschmidt utilfredshed med situationen og har sendt spørgsmål til skatteminister Morten Bødskov (S).

Ruben Kidde er ærgerlig over situationen, hvor bureaukratiet bremser for den grønne omstilling. Han siger, at situationen burde være en win-win. Også Venstres Erling Bonnesen ønsker at finde en løsning på problemet.

Ordfører: Behov for ændring

Regeringens skatteordfører, Troels Ravn (S), forstår landbrugets kritik og medgiver til AgriWatch, at lovgivningen skal ændres.

Han mener ikke, at skatteregler burde stå i vejen for at udtage lavbundsjord og bruge den til solceller, og gør opmærksom på, at det efter sommerferien er planlagt, at Folketinget skal arbejde på en grøn skattereform.

I finansloven sidste år blev der afsat to mia. kr. frem til 2030 til at udtage lavbundsjord fra omdrift, da den kulstofrige jord udleder store mængder drivhusgasser, når den drænes og dyrkes. Dette skete som et led i en grøn omstilling, hvor der er afsat i alt 25 mia. kr. til grønne tiltag.

Udtagelse af lavbundsjord fra omdrift er en af de mest omkostningseffektive måder at reducere landbrugets klimaaftryk, vurderede regeringens eget klimapartnerskab for fødevare- og landbrugssektoren i sin rapport fra marts i år.

I samme rapport anbefales det at lave energiproduktion baseret på sol og vindenergi på landbrugsjord, der tages ud af drift.

Ifølge Aarhus Universitet udgør lavbundsjord ca. 40 pct. af dansk landbrugs CO2-udledning. Better Energy vurderer, at 10.000 ha lavbundsjord med solenergi vil kunne sikre en produktion på ca. 20 pct. af det samlede danske energimiks.

Flere artikler fra samme sektion

Klimarådet anbefaler at udtage et landbrugsareal på Sjællands størrelse - så når vi vores mål

Staten skal hurtigt udpege målrettede arealer, der løser flere bæredygtighedsproblemer i et hug, fordi det vil udløse en synergieffekt - men det kræver en bedre politisk koordinering af arealanvendelsen.

23-04-2024 8 minutter Politik,   Natur,   Biodiversitet,   Klima,   Miljø

EU-Kommissionen trækkes i retten for løftebrud på dyrevelfærdsområdet

Et borgerinitiativ, som skulle bringe landbrugets dyr ud af burene så længe ud til at blive hørt af EU-Kommissionen. Nu har en gruppe dyreforkæmpere imidlertid lagt sag an mod kommissionen og anklaget den for at bryde sit løfte om at udfase og forbyde bure i landbruget.

19-04-2024 3 minutter EU,   Dyrevelfærd

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik